50-års jubilæum

KR 70  1970-2020.

Tallene lyver ikke, den 5. november 1970 blev Boldklubben KR 70 stiftet. Klubben er en sammenlægning af fodboldafdelingen i Kølstrup Gymnastik- og Idrætsforening og Rynkeby Boldklub. Kølstrup og Rynkeby var arvefjender/lokalrivaler inden for fodbold, men ofte spillede de to klubber ikke kampe mod hinanden, fordi de lå i hver sin række/serie. De mest ambitiøse spillere søgte nemlig typisk derhen, hvor niveauet var højest. Et godt eksempel herpå er Bent Rasmussen. Han var i en årrække en af de bærende kræfter på Kølstrups serie 1-hold, mens der i Rynkeby blev spillet på et lidt mere beskedent niveau. I 1970 repræsenterede han imidlertid Rynkeby Boldklub, hvor han sammen med flere tidligere Kølstrupprofiler havde spillet et par sæsoner i serie 2. Kølstrup havde efter en nedtur oven på Serie 1-eventyret fået genopbygget et seniorhold og rykkede i sæsonen 1970 med et nyt, ungt mandskab op fra serie 4. Boldklubben KR 70 kunne således starte sæsonen 1971 med hold i serie 2 og serie 3. Bent Rasmussen var den drivende kraft bag sammenlægningen, og han blev klubbens første formand.

Der blev fra starten gjort meget for at dele sol og vind lige mellem de to parter. Allerede ved valg til bestyrelsen på den stiftende generalforsamling og den efterfølgende konstituering var der en afbalanceret fordeling af posterne. Spilledragten blev et kompromis: Kølstrups røde trøje og Rynkebys blå shorts og strømper. Der blev spillet kampe på begge baner, serie 2 i Kølstrup og serie 3 i Rynkeby. I de yngste årgange havde klubben de første år separate hold i Kølstrup og Rynkeby. Som tiden gik, betød det mindre og mindre for medlemmerne, at der var tale om to sammenlagte foreninger, for eksempel forsvandt spilledragtens blå farve, uden at der startede et oprør i Rynkeby. Opførelsen af Nymarkshallen og etableringen af det tilhørende baneanlæg omkring 1980, styrkede selvsagt også enhedsfornemmelsen.

Der er meget at se tilbage på, meget at fejre, nu hvor klubben runder de halvtreds år, men desværre bliver der ingen festivitas i denne omgang. På grund af coronasituationen har vi set os nødsaget til at aflyse en påtænkt reception den 6. november. Vi ser frem til at få et hjørne af Rynkeby Sommerfest 2021 til en forsinket markering af jubilæet.

Hvis du har oplevelser/erindringer/informationer fra klubbens første halvtreds år, som du kunne tænke dig at dele her på hjemmesiden, så må du meget gerne skrive til jubilæumudvalget.