Mit Rynkeby 3. Del

"Mit Rynkeby" trejde del af Kaj Pedersen.

Nr.20 Elektrikker Ahrent Ahrentsen, søn til elverksbestyrer Ahrentsen, boede her med sin kone Ella og børn, Ahrent var elektrikker og havde også forretning i huset, jeg tror det bare var et par eller nogle år, det kunne ikke være let at drive lampe- og pæreforretning i Rynkeby! Børnene husker jeg, de på samme alder eller deromkring, der var Hanne, som blev gift med Christian. Henning, som købte min Puch knallert,som jeg håber du blev tilfreds med! Og så var der et plejebarn, Nisse, (Niels) en lille meget vågen gut, som var forfærdelig god til fodbold, jeg tror han sprang flere alderstrin over på holdet, om Rynkeby lavede 10 mål, så gjorde Nisse de 9! Han kunne alt med en fodbold. Gad vide om han han fortsatte med fodbolden. Detsværre har jeg nu fået at vide, at det gjorde han ikke, men at han bor i Langeskov ved jeg.
Et minde med Ahrent står meget stærkt i min erindring. Jeg kan ikke huske årstallet, men mon ikke det har været i midten av 50-erse, at der var en dreng oppe fra Urupvej som havde forsvunnet om eftermiddagen, og ikke kommet hjem til aftensmad. Der gik "alarmen" hos alle, dør-til-dør metoden, at alle skulle ud og hjælpe med at lede efter ham.
Og det var Ahrent som fandt ham. Oppe hos Poul Madsen i en gyllebrønd, som de havde arbejdet med under dagen, og på en eller anden måde, da han og Phillip legede, må han have faldet i denne brønd. Han var druknet. Jeg kan også huske at det var Rasmus oppe på cafeen, som måtte meddele hans far om ulykken. De arbejdede begge to på Kerteminde jernstøberi. Da drengen blev begravet var hele byen med efter bilen, og jeg kan huske, at hele bygaden var overstrøet med blomster. Det står meget stærkt.
 
Nr.24 Valborg Rasmussens slagterforretning, vore kære genboer, Valborg mistede desværre sin mand meget tidligt, da han var nede på vaskeriet "Engdahl" og han faldt om af et insulinchok.
Valborg var godheden selv, havde en enorm empati, måske særlig over for mig og min familie i nr.25.
Oppe bagved huserede slagter Jens alle de år jeg kan huske, stor og stærk som en bjørn, han kunne håndtere grise som de var små, selvom mange vejede op mod 300 kilo eller mere. Mange en mandag morgen har jeg været med ude og hente grise ved gårdene, og der var ikke noget med sliske, nej det var bare at lyfte grisen op i bilen. Op til jul kunne han slagte en 10-15 grise på en dag, partere dem, og køre ud med dem igen til gårdene. De skulle jo lave sin julemad. Der var der ikke noget med løbende bånd. Det var en ad gangen, snøren på et bagben, hejse op med håndkraft, tage dø på grisen, direkte ned i baljen med skoldende vand, skrabe alle børster af, så den var slet og fin, op og hænge, ta ud indvoldene, og så næste gris fra begyndelsen. Hårdt arbejde, men om nogen kunne, så var det Jens.
Valborg havde to døtre, Inge og Tove, Inge var den ældste, og en sommer havde hun en udvekslingstudent fra Amerika. Det var spændende for os børn, som aldrig havde set en amerikaner før. Tove, som jeg gik i klasse med, var en af mine bedste venner, vi legede meget oppe i deres store baghave. Valborg havde også en veninde som boede i Tåstrup i København, hun havde en søn, Erling, og der var jeg på sommerferie to år på sommeren. Det var rigtig spændende, København mod Rynkeby, og der var også der jeg smagte min første cigaret, vi købte en 5-styks Eifel. Godt var det ikke, men på den tid skulle man jo smage hvordan det var! Min første store cigar! var nede hos Vennekildes, Thorkild røg cigarer, og Flemming og jeg skulle jo lige smage, og vi har ikke v1-ret mere end 10-11 år gammel! Og så skulle vi indhalere også, jeg kan desværre ikke huske hvordan vi havde det bagefter, men godt havde vi det ikke.....
Min fætter, Helge vogmands, nu desværre afdøde hustru Else, arbejdede hos Valborg i slagerbutikken, men da tror jeg ikke jeg har været mere end 3-4 år gammel.
 
Nr.25
Ove, min søsters nu afdøde mand, får en søndagssnak med Helge vognmand udenfor for vores hus til venstre.
Nede til højre, det hvide hus, er Johannes vognmands,men det er det ikke, for det er sadelmager Madsens, for vognmandens lå lidt tilbagetrukket, så det ser man ikke rigtigt, vi ser taget, men så foran det, Jordemoder fru Hansen. Foran manufakturforretningen står Frants VW.
Der var ikke meget trafik dengang...., der kunne man stå midt i gaden og ta en snak! Mit barndomshus så lidt anderledes ud end det gør idag!

                             
Mit barndomshjem som det så ud for et par siden,, bindingsværkshuset til venstre var min fars malerværksted, og her boede min Tip-oldefar Hans Nielsen 1821-1825 til det da de flyttede fra Kølstrup til det"store" hus var færdigt. (troligt)
 
Mit barndomshjem, overfor slagteren, opført 1825 (ifølge BBR) på matrikelnummer 41, af min tip-oldefar murer Hans Nielsen,med en stor baghave som gik helt op til Poul Madsen.
Desværre var der ingen til at passe haven, så i de første mange år, var der bare et kæmpestort gråpæreträ, og hvor vi fik lede efter pærerne i ugræsset, og så var der stikkelsbærbuske, solbær og ribs.
Det var først da Jytte, min søster, fik sin Ove, at der kom orden på haven, men så blev det også en mønsterhave, men det tog sin tid, for min far, malermesteren, havde gravet ned alle sine tomme malerbøtter, samt andet godt fra ude-dasset i garagen, som ikke var nogen garage, men blev brugt til brænde- og koks opbevaring, og så et dueslag oven på dasset, så der var et liv uden lige, for der var mange duer. Men det var en god søndagsmiddag!
Mn barndom var meget speciel, ment på den måde, at den var absolut ikke som andre børn i byen, hvor de alle havde både en far og mor.
Min far, bror og søster havde desværre en hustru og vi søskende en mor, Ingrid, som var psykisk syg, det er ikke noget at skjule, for det vidste alle i Rynkeby dengang. Jeg blev født i august 1945, men allerede i april 1944 blev min mor indlagt på Middelfart sindsygehospital, som det hed dengang, og fra dette tidspunkt blev hun indlagt til og fra i kortere eller længere perioder indtil september 1960 hvor hun blev indlagt for sidste gang, og hun blev ikke udskrevet før langt senare, da hon fik en beskyttet bolig i Kerteminde.Hon døde i 1977 på hjemmet i Kerteminde.
Det var på det tidspunkt, hvor udslusningen af alle psykiske patienter skulle ud i eget boende, fordi staten ikke havde råd at drive statshospitalerne længere. Hun var absolut ikke behandlet færdig, men kunne klare sig med en fantastisk støtte fra min søster Jytte, hun er 8 år ældre end mig, og ikke bare med vores mor gjorde hun et fantastisk arbejde, men så sandelig også med mig. Jeg var 2 år i september 1947, da de kom og hentede min mor, og igen i april 1949, og november 1949, og jeg husker det som det var igår. Læge Fly fra Kerteminde var der, landbetjenten fra Bullerup var der,  og se henne, da de slæpede henne ud i politibilen glemmer jeg aldrig!
 
Så kommer vi tilbage til det, at det var min søster Jytte, 10-12 år gammel, som pludselig blev "mor" for mig husmor for min far,vores ældste bror Mogens, født 1932, var jo flyttet hjemmefra, så vidt jeg husker var han lærling i Hundslev brugsforening.
Så Jytte skulle lære at lave mad, gå i skole, passe os, se til at jeg passede mig selv medens hun var i skole, det har ikke været let for min søster. For det meste fik vi fløjlsgrød, om der er nogen som husker hvad det er, mælk med maizena, og så godt med sukker på! Sundt, nej, men om sommeren havde vi jo gråpærerne oppe i haven.
 
Jeg må dog sige til mine kammeraters ros, at de har aldrig nævnt med et eneste ord, at jeg ikke havde nogen mor, for det havde jeg jo, men hun var der aldrig for mig. Og naboerne tog sig godt af os. Jeg har aldrig følt mig udenfor.

4. Del onsdag d. 19. Maj