 |
Nostalgi
KR70 klar til sæsonen
Som optakt til sæsonen 2006, var der følgende at læse:
Arkiv: Kjerteminde Avis 6. april 2006:
Serie 3: Højby - KR70
Så står der omsider point på spil for serie 3 spillerne fra KR70. Efter 2 1/2 måneds optakt med bl.a. 10 træningskampe, er det lørdag alvor, når Højby på udebane er modstanderen i årets første turneringskamp. Optakten har, på trods af vejrguderne, været bedre end de foregående mange år idet træningssamlingerne med ynglingetruppen har gjort, at der hver gang har været mange til træning, så det har været nemmere for trænerteamet at presse spillerne.
I forhold til truppen der klarede frisag i bunden af rækken sidste sæson, er der masser af nye spillere. Bo Refstrup er efter et por sæsoner i Kerteminde vendt tilbage til barndomsklubben, og det samme er Kasper Kiilerich efter en sæson i B1913, der bød på flere optrædener på klubbens ynglinge divisionshold. De to udgør sammen med 10 nyoprykkede ynglinge fornyelsen i truppen, der heldigvis også indeholder flere rutinerede kræfter, der har valgt at tage kampen om pladserne på 1. holdet, op mod de mange unge. Træningskampene har budt på blandede resultater, men specielt i sejrene over serie 2 holdene fra Vindinge (2-0) og Munkebo (7-2) blev der vist glimrende spil.
KR70 er kommet i pulje med en masse Odensehold, og "undgår" derved lokalopgør mod Kerteminde, Ullerslev, Langeskov, Nyborg m.m.
Målsætningen for foråret er en placering blandt de fem bedste i rækken. I sommerpausen evalueres forårets indsats og der sættes en ny målsætning for resten af året.
Holdet er til kampen lørdag eftermiddag i Højby er med enkelte forbehold: Jakob Kjær, Lars Kamph Madsen, Lars Juel Hansen, Carsten Nielsen, Kasper Kiilerich, Jonas Kristensen, Casper Eriksen, Søren Fischer, Anders Christiansen, Martin Kongshave, Ulrik Hansen, Kristian Nygaard, Søren Pedersen og Bo Refstrup.
Ynglinge kvalifikation: Marienlyst - KR70
KR70's ynglinge har atter skabt røre hos FBU inden sæsonstarten. Sidste år følte holdet sig for lavt placeret, og blev efter en protest med rette rykket op i Mesterrække 2 som holdet forøvrigt vandt suverænt. I år lykkedes det så at overbevise FBU om at man var kvalificeret til Fyns bedste række, men en regelændring vedr. dispensationsspillere gjorde desværre at KR70 måtte takke nej og istedet spille i næstbedste række, benævnt Kvalifikationsrækken. Regelændringen medførte også at førnævnte spillere gerne må spille med her, og det betyder så paradoksalt nok at KR70 kan stille et væsentlig stærkere hold i en svagere række ! Træningsindsatsen har ikke været overvældende, men takket være samarbejdet med seniorafdelingen, har der været mange at træne med. Til gengæld har indsatsen været helt i top i træningskampene, der har budt på sejre over flere hold fra den bedste række, bl.a. 5-1 over FC Hjallese og 3-0 over Holluf / Pile (der overtog KR70's plads i den bedste række) I optakten har der også været prøvet kræfter med "de voksne". Kertemindes serie 3 var for stor en mundfuld, og sendte KR70 hjem med et 1-3 nederlag, mens årets sidste træningskamp i tirsdags mod Birkendes serie 2 hold endte 3-3 efter en meget opløftende KR70 indsats.
Truppen har desværre sagt farvel til Jesper Rasmussen, der er vendt tilbage til Fjordager / B1909 for at spille på ynglingedivisionsholdet. Til gengæld er klubbens tidligere målmand Rasmus Kirk kommet den anden vej, og er en klar forstærkning. Der er også tilgang fra Henrik Toftager der tidligere har spillet i Kerteminde. Til årets første kamp fredag aften på udebane mod Marienlyst, er alle mand til rådighed og det betyder at KR70 stiller med følgende hold: Rasmus Kirk, Jonatan Hindsgaul, Kenneth Svensson, Anton Larsen, Søren Rasmussen, Kristian Knudsen, Anders Walther, Troels Refstrup, Nicolai Vennekilde, Per Jørgensen, Thomas Brøndum, Anders Andreasen, Niels Gorm og Henrik Toftager.
|  |