Opslagstavlen
Fra Kjerteminde Avis: Forårsafslutning
På grund omlægningen, der betyder at turneringen stopper ved sommerpausen, har KR70 valgt at holde en afslutning på sæsonen her i juni. Det kommer til at foregå i morgen torsdag på banerne ved Nymarksskolen, hvor alle spillere fra U11 og opefter er inviteret.
Initiativet er kommet fra seniorafdelingen, der på den måde vil bakke op om det store ungdomsarbejde der gøres i klubben, senest udmøntet i 1. holdets flotte debut i serie 1 næsten udelukkende med spillere af egen avl. Samtidig er det også en tak til de mange ungdomsspillere der i sæsonens løb har ageret bolddrenge og - piger ved 1. holdets hjemmekampe.
Da ideen udsprang var man noget usikker på hvad det kunne blive til, men arrangementet har vist sig at sprænge alle rammer. Indtil videre forventes der over 100 spillere, der blandes på tværs af årgange og spiller en lille turnering, og til den efterfølgende spisning er der tilmeldt mere end 150 spillere og forældre.
Bespisningen står spillere og forældre til de hold der om godt en uge tager til Ikast-Cup for. På den måde tjenes der lidt penge til turen. Det er første gang KR70 deltager i den turnering, og det har også vist sig at blive en succes med tæt ved 150 KR70 deltagere. Der er tilmeldt syv KR70 hold, og det betyder at 76 spillere og ca. samme antal forældre og søskende drager til Midtjylland den sidste weekend i juni.
|