 |
Herre S1
- Træningstider
- Links til modstanderne
- Målscorere 09-10
- Ferie & Opstart Efterår 2010
- Kalender S1 efterår 2010.
- Spillerne
- Kampprogrammer S1
To 18 årige KR70 helte
Serie 1: ØB - KR70 2-3 (2-0)
4. min. 1-0 Kim Bo Henriksen, 14. min. 2-0 Ronny Nielsen, 48. min. 2-1 Kristian Knudsen, 64. min. 2-2 Jakob Lindemann, 80. min. 2-3 Jakob Lindemann.
Det blev de to 18 årige Jakob'er, henholdsvis Lindemann og Walther, der blev KR70's helt store helte i gårsdagens kamp på udebane mod topholdet ØB. Begge spillede fremragende, og Lindemann brugte bare en halv time på banen til at blive dobbelt målscorer, og har nu i to kampe som indskifter i serie 1, med under en times samlet spilletid, scoret tre mål.
ØB havde den stærke blæst i ryggen i starten, og allerede efter 4 minutter knirkede det i KR70 forsvaret. Bolden blev ikke ekspederet væk trods utallige muligheder, og en ØB spiller kunne nemt sparke føringen ind. Kun 10 minutter efter blev målmand Rasmus Kirk overmodig i eget felt, eg en fejlslagen dribling resulterede i 2-0 føringen. Efter målet kom gæsterne bedre med, og havde også opløb til chancer, men hjemmeholdet var konstant farlige, og de næste ØB mål lurede konstant lige om hjørnet. KR70 forsvaret fik redet stormen af, og kunne lidt heldigt gå til pausen kun bagud 0-2.
Det var et helt forandret KR70 hold der kom ud efter pausen, og reduceringen ved Kristian Knudsen på hovedstød, efter kun tre minutter bragte fornyet spænding ind i kampen. Godt hjulpet af medvinden, pressede gæsterne godt på, men ØB var konstant farlige på kontraangreb, og Rasmus Kirk måtte fire gange præstere fantomredninger, og trods den mindre heldige præstation i starten af kampen, blev KR70 målmanden helt fortjent kåret til bedste spiller.
Vendepunktet kom da KR70 efter ca. en times spil indskiftede Jakob Lindemann til sin 2. serie 1 kamp. Han behøvede blot fem minutter inden han på en fremragende aflevering fra Jakob Walther oversprintede ØB forsvaret, og sikkert satte udligningen ind. Sejrsmålet faldt 10 minutter før slutfløjtet, da Per Jørgensen nøjagtig som ved 1-2 reduceringen, lagde et følt hjørnespark ind i hovedet på en medspiller, denne gang Jakob Lindemann.
Naturligvis stor jubel i KR70 lejren efter den nærmest sensationelle udesejr. ØB har ikke tabt en turneringskamp på hjemmebane siden 19. april 2008, og KR70 har ikke vundet ude i dette forår.
Foruden de tidligere nævnte, spillede også Carsten Nielsen en stor kamp, men holdindsatsen var igen meget fremtrædende hos KR70, og trods nede 0-2 blev der ufortrødent kæmpet videre. Næste kamp er førstkommende fredag på hjemmebane mod Egebjerg.
Som et lille kuriosum kan nævnes at klubbens U17 hold, der træner sammen med serie 1, og allerede er velintegreret i seniorafdelingen samtidig spillede topopgør på hjemmebane mod Allesø. KR70 var bagud 0-2 ved pausen, men en god 2. halvleg sikrede en 3-2 sejr på mål af Janus Skov, Mikkel Skræp og Nicolai Larsen. Holdet spiller på søndag i Otterup om førstepladsen i rækken.
|  |